Et forfærdeligt syn venter de seks danske nødhjælpsfolk, der mandag formiddag dansk tid ankom til Haiti for at hjælpe til efter jordskælvet.
Men de seks er rustet til opgaven, forsikrer Stig Hammerhøj, der er chef for Internationalt Beredskab i Beredskabsstyrelsen.
"Når man kommer frem til sådan et sted, ligger der lig alle steder, og det gør selvfølgelig et kraftigt indtryk på folk. Vi har forberedt dem på det med noget psykologbriefing med en psykolog fra Rigshospitalet, og vi vil også tage os af dem, når de kommer hjem," siger han til Nyhedsbureauet Newspaq.
Det dansk/svenske fly indeholder et koordinationscenter med plads til 200 mennesker og alt, hvad dertil hører af kontor-, køkken- og badefaciliteter samt it-udstyr. Og det er i det center, at de seks danskere fra Beredsskabsstyrelsen skal tilbringe den kommende tid. Her skal de være med til at sørge for, at lejren fungerer optimalt. Fire af dem bliver i Haiti et par uger, mens de to sidste som udgangspunkt skal være der i par måneder.
"Kontorfaciliteterne er sat op i løbet af et par timer, mens der vil gå et døgns tid, før lejren er sat op i sin fulde form," fortæller Stig Hammerhøj. Udover Beredskabsstyrelsens folk skal en række nødhjælpsarbejdere fra andre organisationer bruge faciliteterne.
Meget af den indgående flytrafik til Haiti lander i Den Dominikanske Republik, som ligger på den anden side af øen, men det dansk/svensk fly fik lov til at lande i Haitis hovedstad, Port-au-Prince.
"Det er sandsynligvis fordi, det er et fragtfly med masser af materiel," siger Stig Hammerhøj.
FN har sørget for landstransporter, der skal fragte al materiellet ud til en endnu ukendt destination.