I Libyen har det lykkedes oprørerne at omringe Oberst Gaddafis hjemby, Sirte, totalt.
Allerede i sidste uge oplyste landets forsvarsministerium, at oprørerne havde overtaget byens havn, lufthavn og militærbase. Og nu har det altså lykkedes dem at omringe byen.
De har dog ladet en enkelt vej ud af byen stå åben for civile, der gerne vil forlade Sirte, oplyser nyhedsbureauet AP.
Oprørssoldaterne har desuden overtaget et hotel, hvor Gaddafis snigskytter angiveligt skulle holde til. Det har ført til voldsomme skyderier.
Ingen ved, hvor landets mangeårige leder Moammar Gaddafi befinder sig.
Han har været tavs i ugevis, faktisk siden de libyske oprørere stormede hovedstaden og hans hjem 23. august.
Kun en enkelt gang har han talt siden da - via en syrisk tv-station. Da sagde Gaddafi, at det er umuligt at vælte hans regime.