Hvis man skal manglen på praktikpladser til livs, skal det ske ved at sænke lønnen for lærlinge.
Det mener Liberal Alliance, der er på banen med et nyt forslag som led i den kommende reform af erhvervsuddannelserne. Det skriver Berlingske.
- Vi har desværre lavet et system, som holder unge mennesker ude af praktikpladsmarkedet, og det skyldes, at de samlede omkostninger for virksomhederne ved at tage elever ind er meget større, end det eleverne kan levere. Den balance skal genoprettes, siger uddannelsesordfører Merete Riisager (LA) til Berlingske.
Nye tal fra Undervisningsministeriet viser, at antallet af unge, der mangler en praktikplads, er firedoblet på fem år til 12.588.
- Til de unge mennesker må man bare sige, at det er en meget bedre løsning at få en god uddannelse, end tusinde kroner mere i lønningsposen, siger Merete Riisager.
Hun opfordrer arbejdsmarkedets parter til at byde ind med løsninger, der kan gøre det billigere at ansætte praktikanter og henviser blandt andet til en rapport fra uddannelsestænketanken DEA.
Der viser, at med løn og sociale bidrag betaler danske arbejdsgivere omtrent dobbelt så meget for deres elever som virksomheder i Tyskland og Østrig.