Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Efter et forår med vækstplaner og en lempelse PSO-afgiften lægger regeringens finanslovsforslag for 2015 bl.a. op til investeringer i velfærds- og sundhedsområdet.
Det er et finanslovsforslag, der afspejler, at man har lavet vækstplaner i foråret, siger Landbrug & Fødevarer, der dog advarer mod, at man mister fokus og stadig savner forslag til forbedring af konkurrenceevnen og øget vækst i en urolig tid.
-Vi er rigtig glade for aftalen om at lempe PSO-afgiften fra foråret. Samtidig har små positive tegn i den danske økonomi fået regeringen til at holde lidt igen med de offentlige investeringer. Det er vigtigt, at man ikke glemmer et vedvarende fokus på rammerne for vækst. Vi har lige været igennem en økonomisk krise, og der er uroligheder i store dele af verden, der hurtigt kan påvirke verdensmarkedet og dansk økonomi. Derfor opfordrer vi til, at man fortsat opprioriterer vækstinitiativer, der styrker konkurrenceevnen, siger adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade.
Det behøver ikke at være dyrt. Søren Gade peger på en række tiltag, der uden meromkostninger kan forbedre den danske konkurrenceevne.
-Man kan starte med at kigge på den lange række af overimplementerede regler, Danmark har i forhold til resten af EU. Her vil man meget hurtigt kunne hente store fordele for den danske vækst og konkurrenceevne - bare ved at sørge for at vi har de samme spilleregler som i resten af EU. Og det uden, at det koster statskassen en krone, siger Søren Gade
Han mener, at regeringens finanslovsudspil i høj grad bygger på forbrug, men minder om, at man ikke bør glemme fortsatte vækstfremmende initiativer.
-Det er rigtigt positivt, at regeringen afsætter midler til en kommende eksportstrategi på fødevareområdet, samt en mindre sum til at forberede overgangen til en målrettet regulering af landbruget. Den målrettede regulering har et meget stort vækstpotentiale. Men der ligger en række helt konkrete vækstforslag, som ikke har fået plads i finansloven, og det mener vi er uheldigt. Især hvis man ønsker, at det spæde økonomiske opsving, vi har set i Danmark, skal forsætte, siger Søren Gade.
Derudover indeholder finanslovsforslaget en række udeståender. Der lægges op til en videreudbygning af EU's landdistriktsprogram, og der afsættes midler til udtagning af lavtliggende landbrugsarealer i forbindelse med klimaindsatsen. Ligeledes er afsat en betydelig pulje til at disponere i forhandlingerne.
-Det er vigtigt, at man ikke kun tænker forbrug, men også vækst og innovation, når finanslovens reserver skal udmøntes i forhandlingerne. Desuden er det centralt, hvordan midlerne i landdistriktsprogrammet bliver konkret udmøntet. Vi mener, at midlerne i landdistriktsprogrammet skal arbejde for vækst og beskæftigelse, og ser frem til at arbejde tæt sammen med myndighederne om udmøntningen, siger Søren Gade
Landbrug & Fødevarer er positive over, at regeringen lægger op til at holde målsætningen fra tidligere år, når det gælder midler til forskning.
-Især hæfter vi os ved, at regeringen prioriterer den erhvervsrettede, strategiske forskning. Forskning i fødevarer og andre vækstområder er en vigtig investering, hvis vi i Danmark skal styrke vores konkurrenceevne og bevare velfærden. Fødevareerhvervet bidrager væsentligt til at skabe den vækst og de arbejdspladser, som Danmark mangler i disse år. Med de rigtige investeringer og forskning og innovation kan fødevareklyngen levere endnu flere løsninger til det danske samfund, siger Søren Gade
For yderligere info:
Adm. direktør i Landbrug & Fødevarer, Søren Gade via pressekonsulent Marie Grabow Westergaard, tlf. 30178871 mail.mgw@lf.dk
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.