Mercedes-køreren Lewis Hamilton kan søndag vinde verdensmesterskabet i motorsportens kongeklasse, Formel 1, inden sæsonens sidste tre grandprixer.
Det er dog tosset at fokusere på VM-titlen allerede nu, siger Hamilton på et pressemøde forud for sæsonens fjerdesidste grandprix i Austin.
Briten har et forspring på 59 point ned til Ferraris Sebastian Vettel. Vokser forspringet søndag til over 75 point er VM-titlen en realitet.
- Ærlig talt synes jeg, at den her snak om mesterskabet er fjollet. Sebastian Vettel kommer næppe til at have de samme problemer, som han har haft på det seneste, og jeg forventer, at han vil køre meget hurtigt.
- For mig handler det om at vinde titlen på et tidspunkt i løbet af de sidste fire grandprixer, men lige nu fokuserer jeg bare på at vinde her i Austin.
- Det gør ikke nogen forskel for mig, om jeg vinder titlen her, eller jeg vinder den senere, det vigtigste er, at jeg vinder, siger Hamilton.
Hvis Hamilton vinder grandprixet i Austin, sikrer han titlen, hvis Vettel havner uden for top-5.
Derfor er det mere sandsynligt, at Hamilton kan lade sig hylde som verdensmester efter næste uges grandprix i Mexico City. Og det vil i så fald være et perfekt sted at fejre en triumf.
- Jeg ser virkelig frem til at køre i Mexico. Der kan man altid mærke den store opbakning fra fansene, og det er et sted, hvor de bliver bedre år for år.
- Jeg vil ikke have noget imod at blive verdensmester i Mexico. Mexicanerne ved, hvordan man fester, så jeg vil have en sombrero og holde en stor fest, hvis jeg vinder titlen der, siger Hamilton.
Lewis Hamilton blev verdensmester i 2008, 2014 og 2015.
I år har han vundet otte ud af 16 Formel 1-grandprixer.
/ritzau/