I Danmark har vi store problemer med at få hjemsendt afviste asylansøgere på grund af knas med deres papirer. Men i Sverige er der ingen problemer. Det skriver Berlingske Tidende.
"Vi har meget få personer, der har papirer, som de irakiske myndigheder ikke vil modtage, og vi har et godt samarbejde med den irakiske ambassade i Sverige. Hvis papirerne mangler, kan de udstede nye, som er gyldige til en hjemrejse," fortæller Annette Utter fra det svenske Migrationsverket - som svarer til det danske Integrationsministerium
Ifølge Dansk Flygtningehjælp kan forskellen blandt andet skyldes, at de irakiske myndigheder ikke har den helt store tiltro til det danske asylsystem.
"Omstændighederne omkring aftalen har været forskellig i forhold til Sverige, hvor Danmark måtte presse meget på for at få en aftale, og jeg tror godt, at det kan hænge sammen med, at de irakiske myndigheder har oplevet svenskerne som værende mere fleksible, fordi de følger FNs retningslinjer langt hen ad vejen, hvor vi har ydet stor modstand," siger leder af Dansk Flygtningehjælps asylafdeling Anne La Cour.
Venstres integrationsordfører Karsten Lauritzen mener dog ikke, at der er noget mærkeligt i, at det går nemmere i Sverige.
"Dem, Sverige tvangshjemsender, har været i Sverige i betydeligt kortere tid, fordi de har givet amnesti til nogle irakere, og det siger selvfølgelig sig selv, at hvis de irakiske myndigheder skal tre år tilbage i tiden, så er det lettere, end hvis de skal otte år tilbage, og det er dér, man skal finde forklaringen,"siger han