Flere triste ulykker i landets forlystelsesparker får nu justitsminister Lene Espersen (K) til at reagere.
Hun vil have Rigspolitiet til at se nærmere på procedurerne for godkendelse af en forlystelse.
Det sker, efter at Tivoli Friheden i Århus dag blev frikendt for at være skyld i den ulykke, som i juli kvæstede fire personer, da en vogn i forlystelsen Cobraen rev sig løs.
Der var i stedet tale om en konstruktionsfejl, som gjorde, at forlystelsen ikke kunne klare den belastning, som den skulle kunne. Derfor er spørgsmålet, hvorfor Cobraen overhovedet blev godkendt af myndighederne.
- Som besøgende i en forlystelsespark skal man selvfølgelig kunne føle sig tryg ved at prøve forlystelserne. Vi har i løbet af sommeren været vidne til en række ulykker landet over, derfor er det rigtigst, at vi nu får gennemgået godkendelsesprocedurerne, siger Lene Espersen.