Ny måling sætter streg under Konservativt Folkepartis krise.
Vicestatsminister og udenrigsminister Lene Espersen (K) har aldrig før været så upopulær som nu.
YouGov har for metroXpress spurgt 1007 vælgere, og her svarer 66 procent, at de synes 'dårligt' eller 'meget dårligt' om Lene Espersen.
Det gør Lene Espersen til den allermest upopulære af regeringens 19 ministre foran undervisningsminister Tina Nedergaard og beskæftigelsesminister Inger Støjberg.
Blandt de populære ministre indtager Per Stig Møller (K) førstepladsen, og han efterfølges af klima- og energiminister Lykke Friis (V) og indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V).
Målingen kommer på dagen for en anden måling, der viser, at De Konservative ville blive overhalet af Liberal Alliance, hvis der var valg i dag.