Det kan godt være, at det betaler sig at have en go røv til eksamen. Men lektorer skal ikke ikke sige det offentligt. Det er tilsyneladende læren, efter at lektor i Klaus Kjøller forleden i et interview med Nyhedsavisen sagde, at det bestemt ikke var nogen ulempe til eksamen, hvis man ud over de saglige kundskaber også havde nogle fysiske fortrin at brillere med ved det grønne bord.
- Man skal vise sin personlig på tøjet. Hvis man har en god røv, er der ingen grund til at skjule den til eksamen. Hvis man har lidt sexappeal, må man gerne vise det, forklarede Klaus Kjøller således i Nyhedsavisen tirsdag i sidste uge, hvor han gav gode råd til studerende, der skal til eksamen.
Siden har blandt andet de studerendes organisation på Københavns Universitet beklaget udtalelserne, og nu har de også nået rektors kontor. Klaus Kjøller er således tirsdag indkaldt til samtale med ledelsen.
Det er en fåmælt Klaus Kjøller, Nyhedsavisen fanger på telefonen:
- Det er rigtigt, at jeg skal til samtale i morgen, og det handler om den ballade mit interview med Nyhedsavisen har givet. Flere kommentarer har jeg ikke, for jeg har fået forholdsvis klar besked på, at det ikke er særlig smart, at jeg udtaler mig mere om det, siger Klaus Kjøller og tilføjer:
- Det er mig fuldstændig imod at rette ind, men jeg ønsker ikke at skade min arbejdsplads. Og det gør jeg bedst ved at holde min kæft.
Kommunikationschef på Københavns Universitet Jasper Steen Winkel bekræfter, at Klaus Kjøller i morgen skal til møde med repræsentanter fra ledelsen, men ønsker ikke at forklare nærmere om mødet.