Det blændende ydre skaffede Anna Kournikova mere opmærksomhed end hendes sejre på tennisbanen. Torsdag kunne tilskuerne ved US Open dog nyde begge dele fra den russiske skønhed, da hun for en kort bemærkning genoptog karrieren.
Russeren var inviteret til at spille en showkamp sammen med sin gamle doublemakker, den tidligere verdensetter Martina Hingis. Sammen vandt de to tilbage i 1999 og 2002 Australian Open i double.
Torsdagen US Open-kamp var dog kun for sjov, og på den anden side af nettet havde de to kvinder kvalificeret modstand i form af de aldrende mandlige tennisstjerner Mats Wilander og Pat Cash.
Den specielle kamp varede kun et enkelt sæt, der blev vundet af det svensk/australske mandlige makkerpar med cifrene 7-5.
Som aktiv tennisspiller nåede Anna Kournikova, der privat danner par med popstjernen Enrique Iglesias, aldrig at vinde en grand slam eller WTA-turnering. Alligevel nåede hun op at snuse til verdensranglistens top-10, hvor en placering som nummer otte blev hendes bedste resultat.