Lysere tider kan være på vej til det lidende danske arbejdsmarked.
Fra januar til februar er ledigheden faldet fra 4,2 til 4,1 procent af arbejdsstyrken, lyder det fra Danmarks Statistik.
900 personer er kommet i job. Dermed var der 115.700 ledige i februar.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) er "positivt overrasket" over tallet.
"Det går tilsyneladende bedre på arbejdsmarkedet, end stort set alle havde troet muligt. Men det er endnu for tidligt at slutte, at ledighedskurven er knækket," fastslår hun i en pressemeddelelse.
Ministeren hæfter sig på plussiden ved, at ledighedstallene de seneste fire måneder har været stort set uændret.
Støjberg er trods faldet i ledige bekymret over, at antallet af langtidsledige stiger.
"Hvis vi skal komme stærkere ud af krisen, bliver vi nødt til at gribe ind og hindre, at langtidsledigheden bider sig fast. Derfor spiller jeg inden længe ud med en række initiativer, der skal bekæmpe den stigende langtidsledighed," lyder det fra Venstre-ministeren.