Med løfte om en tredobbelt SU vil hovedorganisationen FTF have de ledige til at tage en uddannelse, der kan sætte dem i stand til at besætte de mange ledige stillinger i den offentlige sektor, skriver Politiken.
FTF-formand Bente Sorgenfrey begrunder over for Nyhedsbureauet Newspaq forslaget med, at hun gerne vil have flyttet rigtigt mange ledige til den offentlige sektor.
"Der er mange ledige, og antallet stiger. Vi mangler skolelærere, pædagoger og sygeplejersker. Derfor vil vi foreslå, at nogle får mulighed for at uddanne sig, hvis de ikke har haft den mulighed tidligere," siger Bente Sorgenfrey.
Hun afviser, at forslaget om en SU på 17.500 kr. om måneden skulle være særligt dyrt.
"Vi snakker ikke om at flytte den halve befolkning. I en tid, hvor der gives penge til fornuftige bankpakker, er det ikke så mange penge, det drejer sig om. Og der er jo afsat penge på finansloven til at få ledige i gang," siger FTF-formanden.
Hun er sikker på, at en tredobling er SU-støtten er det, der kan få ledige fra den private sektor til at forsøge med en uddannelse til f.eks. sygeplejerske.
"Når først man har fået familie og børn, er det voldsomt, hvis man skal leve af almindelig SU. Der kan sådan et forslag få nogen gennem uddannelsessystemet, som vi har hårdt brug for. Befolkningen vil gerne have en god service på sygehuse, skoler og plejehjem. Men der mangler vi arbejdskraft i øjeblikket, og dermed har vi brug for at få nogle flere uddannet," siger Bente Sorgenfrey.
Hun peger på, at der i løbet af de kommende ti år vil mangle 80.000 par hænder i den offentlige sektor, og at voksenlærlingeordningen med en forhøjet lærlingeløn har fået 30.000 personer over 25 år til at uddanne sig inden for bl.a. social- og sundhedsområdet.
Socialdemokraterne bakker op om forslaget, idet uddannelsesordfører Christine Antorini også peger på uddannelse på dagpenge som en mulig model.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) kalder forslaget for en dejlig tanke, hvis der var ubegrænsede midler til rådighed.
"Men så skulle det gælde for alle, for der er også mange i den private sektor, der burde uddannes til fremtidens job. Nu skal vi lige tænke os om, inden vi tredobler SU og får en masse udgifter på halsen, som vi senere kommer til at døje med," siger undervisningsministeren.