Den sønderjyske bøf-kæde Flammen bliver for anden gang i 2018 ramt af, at en nøgleperson i virksomheden siger op.
I efteråret forlod Elias Tychsen posten som administrerende direktør, og nu har den daglige leder af Fole Høkerkro, Jan Korsgaard, efter ti år sagt op.
Fole Høkerkro var der, bøf-eventyret begyndte i 1996, men nu har ejerne, Flemming og Ketty Sunddal, valgt at lukke stedet, skriver JydskeVestkysten.
- Vi har i mere end 20 år nydt at være en del af kroen, både på gulvet, da vi drev diskotek, vinsmagninger, buffet og meget andet, men vi har også nydt samarbejdet med Jan som bestyrer, hvor vi har stået med på sidelinjen, siger Ketty Rosenfeldt Sunddal til avisen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Fole Høkerkro var der, familien Rosenfeldt Sunddal satte gang i bøf-eventyret. Foto: Google Street View
Indtil videre er planen, at kroen lukker 31. december, men der arbejdes på en løsning, som enten er salg eller nye forpagtere.
Flammen-kæden består af 14 restauranter i Danmark og én i Hamborg. Ifølge JydskeVestkysten berører lukningen af Fole Høkerkro ikke restaurantkæden Flammen, som kroparret ejer og driver sammen med deres to børn.