Ritzau
Opdateret kl. 08:50
Fodboldspilleren Riza Durmisi er meget tæt på et skifte fra Real Betis til Lazio.
Det kan man konstatere, efter at Riza Durmisi ses ankomme til lægetjek i Lazio torsdag morgen.
Lazio har lagt flere videoer ud på Twitter med Riza Durmisi, som de seneste dage er rygtet tæt på et skifte til Rom-klubben.
I teksten til billederne skriver Lazio, at Riza Durmisi skal til lægetjek i Serie A-klubben.
I det første videoklip ankommer Riza Durmisi til anlægget og siger "Forza Lazio" til kameraet.
Iført en sort kasket bliver venstrebacken på en anden video taget imod af personale i Lazio, inden han på en tredje video cykler rundt på en kondicykel med tommelfingeren pegende opad.
Den tidligere Brøndby-back blev ikke udtaget til sommerens VM i Rusland, hvilket han har udtrykt stor skuffelse over.
/ritzau/