Kaviar og champagne eller øl og røde pølser.
Der er forskel på, hvad fremtidens pensionister får råd til.
Og det er ikke kun, fordi den løn, man skal spare pension af, varierer.
Det gør også pensionskassernes afkast, viser en sammenligning af 30 pensionsselskabers formåen de seneste 10 år - og sammenligningen er ikke til fordel for de lavtlønnede.
Således viser undersøgelsen, at social- og sundhedsassistenternes pensionskasse PenSam er dårligst til at få pengene til at yngle.
PenSams investeringer har kun givet et afkast på i alt 27 kroner på 10 år for hver 100 kroner, medlemmerne har indbetalt - et årligt afkast på 2,6 procent.
PensionDanmark, der blandt andet håndterer pensionsopsparingen for ansatte i byggeri-, transport- og handelssektoren, ligger også i den lave ende, når det gælder afkast. Her er 100 kroner på ti år blevet til 134 kroner.
"Det betyder, at omkring 900.000 danskere, som har et hårdt job med stor nedslidning til en relativt lille løn, også må finde sig i en dårlig pensionsopsparing, fordi de er tvunget ind i PenSam eller PensionDanmark," siger aktuar og pensionsekspert, Jørgen Svendsen til Berlingske Tidende.
Til sammenligning har pensionskassen Industriens Pension fået presset 85 kroner ud af hver 100 kroneseddel - et årligt afkast på 6,5 procent.
Mens vores allesammens pensionskasse, ATP, også klarer sig godt med et gennemsnitligt afkast på 6,9 procent om året.