Playmakeren Rasmus Lauge er i spil til at få sine første minutter ved VM i herrehåndbold.
Forud for mandagens opgør mod Egypten i mellemrunden er Lauge blevet indskrevet i den danske trup. Det samme er højrebacken Niclas Kirkeløkke.
Det fremgår af Det Internationale Håndboldforbunds (IHF) hjemmeside.
De to spillere erstatter Mads Hoxer og Lasse Møller.
Lasse Møller forlod allerede onsdag i sidste uge VM med tegn på et træthedsbrud i venstre lægben.
Mens Rasmus Lauge har siddet uden for i Danmarks første fem VM-kampe med en lægskade, så er Niclas Kirkeløkke blevet hasteindkaldt.
Rasmus Lauge blev ramt af en lægskade kort inden VM. Den var egentlig kureret, men skaden brød op igen dagen før VM-premieren mod Belgien.
Siden har Veszprem-spilleren kæmpet for at komme tilbage, og søndag aften udtrykte landstræner Nikolaj Jacobsen bekymring omkring Lauges deltagelse ved VM-turneringen.
Søndag aften blev Lauge testet, men Dansk Håndbold Forbund (DHF) har endnu ikke meldt noget ud om, hvordan testen er forløbet.
Med en sejr mandag aften over Egypten skal Danmark som vinder af sin mellemrundegruppe møde Ungarn i kvartfinalen. Ender kampen uafgjort, skal de danske verdensmestre som toer i mellemrundegruppen møde Sverige.
Et nederlag til Egypten vil højst sandsynlig også føre til et kvartfinalemøde med Sveriges VM-værter, men et dansk nederlag vil give Kroatien en spinkel mulighed for at overhale Danmark.
Mandagens opgør mellem Danmark og Egypten spilles klokken 20.30.
/ritzau/