Michael Laudrups angriber Michu har gjort det så godt for Swansea i Premier League i denne sæson, at han nu bliver belønnet med en plads på det spanske landshold.
Spaniens landstræner Vicente del Bosque har ifølge Reuters udtalt til spansk tv, at 26-årige Michu kan regne med en udtagelse til europa- og verdensmestrenes næste landskamp den 6. februar mod Uruguay.
Michu får selskab af Celta Vigo-angriberen Iago Aspas.
- Iago Aspas og Michu er med, sagde del Bosque til spansk tv.
Michu har foreløbig gjort det fremragende under Michael Laudrup i Swansea efter sommerskiftet fra Rayo Vallecano.
Angriberen topper aktuelt topscorer i Premier League med 13 scoringer efter 18 spillerunder.
Det har samtidig vakt stor opsigt i England, at Michael Laudrup "kun" har betalt omkring 30 millioner kroner for sin guldfugl, der på få måneder har flerdoblet sin værdi.
/ritzau/