Det er ikke let at være søn af Michal Laudrup.
Det erkender 24-årige Mads Laudrup, der efter en omtumlet karriere i dag spiller for 1. divisionsklubben Hobro.
- Jeg har altid følt et pres omkring mit navn. Et pres på, hvor langt jeg skulle nå inden for fodbold. Det er meget naturligt, at folk har haft de forventninger. Det tror jeg også selv, jeg ville have, fortæller Mads Laudrup til sporten.dk.
Ambitionerne førte bl.a. til ungdomslandskampe med anførerbind om armen og debut på FC Københavns bedste mandskab som 17-årig samt et kort fodbold-eventyr på Island.
Sidste år valgte Mads Laudrup dog at bytte Østerbro ud med en lille jysk provinsby, hvor han sideløbende med fodboldkarrieren arbejder som sælger af digitale informationsskærme.
- Jeg er realistisk. Jeg ved godt, at jeg ikke overtager nummer 10 i Barcelona til sommer. Men mindre kan også gøre det for mig. Jeg har lært, at jeg ikke spiller fodbold, for at pressen har nogle gode historier at skrive eller for at gøre alle mulige andre ude i stuerne tilfredse. Jeg gør det, fordi jeg godt kan lide det, og fordi jeg prioriterer at have det godt rent menneskeligt, siger Laudrup til sporten.dk.
Fodboldambitionerne er dog ikke lagt på hylden.
- Jeg vil spille fast i en etableret Superliga-klub. Det er målet, siger han og erkender, at "den gamle var helt exceptionelt god."
- Det er hans fortjeneste og helt vildt flot. Men at der kommer en mere af ham de næste 20 år, og det oven i købet skulle være en fra samme slægt, er urealistisk. Jeg tror aldrig, der kommer én, der kan det samme, siger sønnen Mads om sin berømte far.