Selv om Brøndby er Michael Laudrups gamle klub, har den tidligere træner ikke de store forventninger om medaljer til klubben i årets Superliga, skriver ekstrabladet.dk.
Lige nu er klubben fra den københavnske Vestegn seks point bagefter Esbjerg, som ligger nummer tre. En afstand som sandsynligvis vil øges i de første runder, hvor Brøndby blandt andet skal spille en svær udekamp mod FCK i Parken.
"Otte-ni point kan måske godt hentes på 13 runder, men jeg tror, at bronzen går til Esbjerg," siger Laudrup.
Han spår, at finalekampen kommer til at stå mellem FCK og OB
"Guld-dysten står mellem OB og FCK. Dels fordi de befinder sig på de to øverste pladser i tabellen, men også, fordi de efter min mening er de to klubber med det bedste spillermateriale," siger den tidligere Brøndby-træner.
Han vurderer, at OB er meget afhængige af de to spillere, Peter Utaka og Eric Djemba-Djemba. Men hvis de to gør deres bedste, bliver OB mestre.