Flere mennesker har fået alvorlige kvæstelser efter en trafikulykke fredag på rute 13 ved Løvel nord for Viborg. Det siger politiet.
Vejen er blevet totalt spærret, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi om ulykken, som skete cirka klokken 11.40.
En lastvogn tabte et køretøj, der havnede på landevejen, oplyser vagtchefen. Fire personbiler blev involveret.
- Flere personer er alvorligt tilskadekomne, siger vagtchefen.
Han forudser ved 12-tiden, at landevejen vil være spærret i nogle timer.
/ritzau/