Det tætte engelske juleprogram i den engelske liga bliver i år uden Nicklas Bendtner som aktør. Den 21-årige dansker har ikke fået bugt med lyskenskade, som han pådrog sig i kampen mod Tottenham den 31. oktober.
Og det ærgrer angriberens træner i Arsenal, Arsene Wenger.
"Det er ret skuffende, for han har set skarp ud, og han var ikke ret langt fra at vende tilbage til holdet," siger franskmanden til Arsenals hjemmeside.
Det forventes, at Bendtner er fodboldklar igen i januar.
En anden af det danske landsholds måltyve Søren Larsen kan også godt koncentrere sig om at finde julegaver til familien. Han må også vente til januar, før han kan tørne ud for sin tyske arbejdsgiver Duisburg.
"Jeg har svært ved at forestille mig, at jeg får fodboldstøvler på, på denne her side af jul. Jeg satser derimod på at spille en gang i løbet af januar," siger Søren Larsen til TV 2.
Den lange angriber har siden skiftet fra Toulouse spillet spillet syv kampe for Duisburg og scoret fem mål.