Der skulle ikke gå mange minutter fra Søren Larsen var fri af sin kontrakt i Toulouse, før AGF-fans begyndte at glæde sig.
Den lange angriber er tidligere blevet koblet til den århusianske klub, som mangler angribere.
Derfor vakte det også jubel på fans-sitet agffan.dk, da den franske klub på sin hjemmeside skrev, at Larsens kontrakt var ophævet et år før tid.
"Frem med kuglepennen så AGF kan få hans underskrift . Bliver vildt, hvis det lykkes," skriver Kasper blandt andre.
Søren Larsen har haft voldsomt svært ved at tilkæmpe sig spilletid i den franske klub. Derfor har han været udlejet til Duisburg og Feyenoord, dog uden den store succes.
Nu håber AGF-fans i hele Århus på, at han kan komme hjem til Danmark og genfinde målformen.
Kilde: TFC.FR og AGFFAN.DK