Når Lars Fogh på 59 søger job, spørger tømrermestrene altid, om han nu har de certifikater, han skal bruge for at fuge, lægge tag og arbejde med epoxy.
Men Lars blev udlært tømrer, før man fik den slags certifikater. Så da han blev arbejdsløs, spurgte han den private aktør, der stod for hans aktivering, om han ikke kunne få de kurser.
"Det ville forbedre mine chancer for at få et nyt arbejde. Men jeg fik at vide, at jeg i stedet kunne komme på skrivekursus og lære at lave et CV," fortæller Lars Fogh.
Og Lars er ikke den eneste. Avisen.dk kan afsløre, at uddannelse til arbejdsløse er blevet skåret dramatisk de senere år.
"Ærgerligt"
Men mestre i håndværksbranchen er ikke just kendt for at gå meget op i skriftlige ansøgninger og flotte CV'er. I stedet gælder det om at have personligt netværk og så papir på sine færdigheder.
"Jeg er ærgerlig over, at jeg ikke kan få lov at bruge min tid som arbejdsløs til noget fornuftigt," fortæller han.
"Men hos de private aktører, kan man ikke få noget uddannelse," siger Lars Fogh.