Mange danskere kom på fornavn med Lars Løkke Rasmussens firbenede ven, familiehunden Beauty, da den sidste år forsvandt og var væk i flere dage til politikeren og familiens store fortvivlelse.
Tidligere torsdag måtte Lars Løkke Rasmussen og familien tage afsked med familiehunden, som de har fået aflivet. Det skriver han i et langt indlæg på facebook, hvor han også afslører, hvordan turen hjem fra dyreklinikken blev med øjnene piblende af tårer.
- Hendes krop kunne ikke meget mere, så det ville være helt uværdigt ikke at sætte et punktum for et langt og godt hundeliv nu, skriver Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:
- Men hold op, hvor er vi kede af det. Folk i metroen må have undret sig over to tudende voksne (Sólrun og jeg) i selskab med Fríða, da vi uden hendes ‘storesøster’ kørte retur fra klinikken på Frederiksberg. Man skal nok være hundeejer for helt at forstå det, skriver den tidligere statsminister.
Lars Løkke Rasmussen og hans familie trøster sig nu med minderne om deres hund.
- Nu sidder vi og snakker om minderne. Og også om den fantastiske opbakning vi fik, da hun forsvandt lige efter nytår sidste år og var væk i fem døgn. Der græd vi også - troede vi havde mistet hende. Tak til alle, der den gang satte alt ind på at finde hende igen. Det lykkedes og gav hende og os 15 måneder ekstra. Det glemmer vi aldrig!