Et forkert ord kan fuldstændig ændre en sætnings betydning.
Det må statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sande, efter at han onsdag skrev en opsigtsvækkende besked til USA’s præsident Donald Trump på Twitter, hvor han opfordrede ham til at lytte til de amerikanske unge, der vil have et opgør med den amerikanske våbenlov.
Desværre for Danmarks statsminister kom han til at skrive, at Trump ikke skulle acceptere at have verdensrekorden i skoleråberier. Det skriver EB.dk.
Det, Løkke mente, var, at amerikanerne ikke skulle acceptere verdensrekorden i skoleskyderier.
Løkke kom altså til at skrive ’shoutings’ i stedet for ’shootings’. Brøleren nåede ud til 146.000 personer, som følger ham på det sociale medie.
Statsministeren uploadede dog senere et nyt tweet, hvor fejlen var rettet.
Debatten om den liberale amerikanske våbenlov er igen blusset op efter et nyt skoleskyderi, hvor en tidligere elev åbnede ild og dræbte 17 mennesker på en videregående skole i Florida. Flere røster i det amerikanske samfund vil nu have et endeligt opgør mod den lette adgang til skydevåben.