60 ansatte hos møbelforhandlervirksomheden Interstil i Horsens må ud på en længere tur på landevejen, hvis de vil beholde deres nuværende job.
Interstil lukker nemlig afdelingen på Egeskovvej ved Egebjerg og flytter til Tvis.
Det skriver blandt andre Horsens Folkeblad.
Lukningen sker som en konsekvens af, at Interstil lægges sammen med Actona Company A/S på Smedegaardvej i Tvis.
Actona Companys administrerende direktør Torben Skov Villadsen får samme titel i det nye selskab. Han siger til Dagbladet Holstebro Struer, at flytningen vil ske i samarbejde med medarbejderne i løbet af de næste 6 til 12 måneder.
... der kommer en motorvej
Der er 114 kilometer mellem Interstil A/S på Egeskovvej i Horsens og Actona Company A/S i Tvis.
- Der bliver lidt længere på arbejde, men vi er godt hjulpet af, at vi lige om lidt har motorvejsforbindelse hele vejen mellem Horsens og Tvis, tilføjer Torben Skov Villadsen.
Hele motorvejen skal stå færdig i løbet af 2018.
Lars Larsen rykker
Det er grundlæggeren af Jysk, Lars Larsen, som via Lars Larsen Group ejer både Interstil A/S og Actona Company.
Det nye selskab vil fremover hedde Actona Company, og nuværende ansatte i begge virksomheder tilbydes job i det ny selskab. Actona beskæftiger omkring 1.200 medarbejdere på verdensplan.
Ifølge TV Midtvest er planen, at det nye Actona Company skal blive en af Europas største møbelleverandører med en samlet omsætning på over 1,7 milliarder kroner.
Lars Larsen har tidligere sagt, at han vil skabe et "mini-Ikea", og ifølge TV Midtvest er sammenlægningen af Interstil og Actona Company et skridt på vejen:
- Interstil og Actona har hver for sig opbygget en stærk international markedsposition på møbler i moderne design. De to virksomheders sortiment komplementerer hinanden godt, og jeg er sikker på, at vi med sammenlægningen vil kunne tilbyde nogle endnu bedre løsninger for vore kunder i fremtiden, siger Torben Skov Villadsen ifølge TV Midtvest i en pressemeddelelse.