Op mod 10.000 kvinder bliver hvert år voldtaget i Danmark.,
Omkring 500 voldtægtssager bliver meldt til politiet.
Kun 100 mænd bliver dømt.
Det viser en rapport fra Righospitalets Center for Voldtægtsofre Var det Voldtægt fra 2006, skriver Fyns Stiftstidende.
- For kvinderne er det frygteligt, når gerningsmanden går fri. Det kan føles som om, de bliver voldtaget for anden gang, siger Lone Hedemand, oversygeplejerske på Center for Voldtægtsofre i Odense, til avisen.
Problemet er, at sagerne smuldrer i takt med politiets efterforskning.
Sæd er ikke et bevis i sig selv
Ud af omkring 500 anmeldelser bliver 40 procent af sagene opgivet, fordi voldtægtsforbryderne aldrig bliver fundet. Men selv i de omkring 300 sager, hvor politiet sigter en gerningmand, ender kun under hver tredje sag med en dom.
Det er nemlig ikke nok, at der bliver fundet sæd i kvindens skede og hun har blå mærker. Der skal klare beviser til. En mand kan reelt set kun blive dømt for voldtægt, hvis kvinden kan bevise, at hun sagde nej til sex.
- Og så er det ofte bare påstand mod påstand, siger chefanklager ved Fyns Politi i Odense, Jan Lundbøl Stick, til Fyns Stiftstidende.
Vil have flere sager for retten
Rapporten anbefaler, at flere voldtægtssager prøves ved retten, så dommere kan vurdere, om kvinden eller manden taler sandt. Men regeringen ønsker ikke at følge anbefalingerne.
- Der vil være tilfælde, hvor der ikke er de nødvendige beviser til domfældelse for voldtægt. Og i et retssamfund kan vi efter min opfattelse ikke slække på beviskravene i en straffesag, udtaler justitsminister Lene Espersen (K).
I Europa er der de seneste årtier sket et generelt fald i antallet af voldtægtssager, der ender i retten.
Derfor iværksætter Rigspolitiet i Norge og Sverige i for tiden tiltag, der skal sikre, at færre voldtægtsforbrydere slipper for straf.