Vi hylder klubben, der hylder arbejderne og klassekampen. Vi hylder lejerne, sutterne, de arbejdsløse og kæmper imod, at også Sydhavnen bliver et liebhaverkvarter.

“Sutterne fra Sydhavnen, lå lå lå lå lå, Sutterne fra Sydhavnen, lå lå lå lå lå”

Vi hylder de udsatte og anderledes. Vi hylder arbejderne, og dem der ikke arbejder. Dem samfundet har glemt og gør grin med. Bag målet uge efter uge i Valby Idrætspark står Paulis Rødder syngende på træbrædderne under sørøver- og regnbueflag. Nogle med fuldskæg og tatoveringer. Andre i stramme Iceman-t-shirts i bedste 90er-stil.

Den unge fangruppe deler stadion med de andre. Kernefamilier, pensionister, dem i 40’erne.

Slidte cowboysbukser, nye cowboybukser, sorte overskæg, intet skæg. Hæse nikotinstemmer. Mødre med barnevogne i joggingbukser. BK Frem-øreringe dinglende mod grove, arrede ansigtstræk.

Vi favner dem alle.

Nogle af dem er stadig lidt forundrede over den unge nye fangruppe Paulis Rødder, selvom den har eksisteret i omtrent fem år.

“Ham der, mand,” fortæller en mangeårig far og fan mig, altid skaldet og klædt i sort, mens hans 7-årige unge løber rundt på gruset.

“Han ser ikke en skid, mand,” og vi ser en rødskægget rod vade forbi med en joint i munden og en fadøl i begge hænder op mod de 100 andre rødder.

“Vi er BK Frem, vi er ægte København,” synger de med en slet skjult henvisning til plastikklubben FC København, som er for modedrengene og medløberne.

og

“For kærlighed og klassekamp.”

Da BK Frem mødte Hellerup IK på udebane, sang de:

“Ryanair, I kan lande her.”

Mere end fodbold

Hos Frem sidder fans i bestyrelsen. Hos Frem hjælper man ølbodernes frivillige med at skænke bajerne op. Hos Frem får hjemløse gratis adgang.

Her går livet fra lejlighed til arbejde til Valby Idrætspark. Hvis ikke fra værtshuset. Man fornemmer værtshusene stadion rundt. Cafe Ellebo står derovre, Mozarts Bodega der, Nørre Pub i Nordvest står der, og sådan er måske hele København repræsenteret her på Valby Idrætspark.

Jeg står der ofte selv med rødderne bag målet, hvis jeg da ikke står ovre på Solsiden, den lange bane over for tribunen, hvor man rent faktisk kan se kampen. Det gjorde jeg i søndags, da 5500 var mødt til venskabskampen mod Sankt Pauli, den tyske anarkistklub fra Hamborg. En massiv begivenhed herude. Ølkøerne var lige så lange, som kæderne af fans banen rundt. Da Sankt Pauli havde vundet 3-2, afsluttede seancen med fællessang de to fangrupper imellem.

Johns Lennons “A Working Class Hero is something to be” og “You’ll never walk Alone”.

Man holder med mere end et fodbold, man holder med en kultur, som er under pres.

De rige kommer

Sydhavnens identitet bliver presset af velhaverne. Grå kontorejendomme med glasfader og hvide ejerlejligheder skyder op. Metroen kommer. Hr. og Fru Danmark flytter ind med fire-toget. Med combi-barnevogne og takeaway-sushi skal de dyrt kædeklædte bo side om side med Sydhavnens fineste: narkomaner, lejere og socialgruppe fem, som risikerer at miste deres bydel. Næste skridt: Vestegnen!

Udviklingen er startet, og bliver de for mange, kommer de nyrige til at lugte Lorterenden, eller Guldkysten, som beboerne kalder den. De bor i et stort område af husbåde og kolonihaver mellem sumpe og åer. De er fiskere, sprittere, bistandsklienter, løsgængere,Københavns svar på hillbillies, frie ånder. Uafhængige. Uden for samfundets tråde.

En af familierne i Lorterenden har en smugkro. Her kommer Paulis Rødder, men de tror ikke på en gentrificering, som den vi har set på Vesterbro, hvor der efterhånden kun er plads til de rige.

“Det kommer fan’me ikke til at ske,” fortæller den rødskæggede rod mig.

“Her er for meget socialboligbyggeri.”

Og generelt hilser de udviklingen velkommen. Med metro, altaner og kaffebarer. Så længe alle fremover kan samles i Valby Idrætspark.

Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.