I går fik styrkerne fra Libyens Overgangsråd ram på Muammar Gaddafi - men selvom diktatoren, der har undertrykt sit folk i 42 år, nu er væk, er kampen for demokrati langt fra vundet.
"Nu skal Libyen i gang med den indviklede proces, som det er at få skabt platform for et civilt samfund med forfatning, partier og afholdelse af valg. Det har de aldrig prøvet før, for det har været det mest autoritære og lukkede land i regionen," siger Helle Malmvig, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier.
Når libyerne har fået udformet landets forfatning, skal man udskrive et valg, men et egentligt demokrati har lange udsigter.
"På den lange bane er der ikke noget til hinder for, at der kommer demokrati i Libyen, men vejen er lang og snoet. Mit bud er, at det ikke sker inden for de første fem år," siger Helle Malmvig, som hæfter sig ved, at oprøret ligesom i resten af den arabiske verden er kommet indefra. Det vil nemlig kunne være med til at styrke demokratiprocessen, vurderer hun.
Udover arbejdet med at få dannet grundlaget til en forfatning, skal libyerne også finde en måde at retsforfølge de mange mennesker, som har spillet en rolle under det 42 år lange styre.
Det er blandt andet i den proces, at Overgangsrådet og en kommende regering skal vise, hvor legitime de er, mener Helle Malmvig.