Jesper Langballe kommer nu med et opsigtsvækkende forsvar for Trykkefrihedsselskabets formand, Lars Hedegaard, stik mod sit eget parti, Dansk Folkeparti.
Inden jul sagde Lars Hedegaard, at muslimske fædre voldtager deres døtre.
I Berlingske Tidende i dag skriver Jesper Langballe i et debatindlæg, at Hedegaard tog fejl i sin udmelding af de muslimske fædre.
"Selvfølgelig skulle Lars Hedegaard ikke have sagt, at der er muslimske fædre, der voldtager deres døtre, når sandheden i stedet synes at være, at de nøjes med at slå døtrene ihjel - de såkaldte æresdrab, og i øvrigt vender det blinde øje til onklernes voldtægt," skriver Jesper Langballe i avisen.
Leder af Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard har tidligere på måneden sagt, at hun ikke ville have udtrykt sig på samme måde som Lars Hedegaard. Hun har dog ikke ville gå i rette med sin partifælle Søren Krarup, som gav Hedegaard "fuldstændig ret".
Hos Muslimernes Fællesråd er man "dybt forfærdet og rystet".
"Hans udtalelser er helt igennem vederstyggelige og kan intet formål tjene andet end en stigmatisering af muslimer," skriver talsmand for Muslimernes Fællesråd, Zubair Butt Hussain, i en pressemeddelelse.