Østre Landsret straffer en ung mand med fængsel i to et halvt år for på vandscooter at have torpederet en lille udlejningsbåd i Københavns havn.
I båden sad syv amerikanske kvinder, og to af dem blev dræbt.
I byretten fik den 25-årige Frederik Oliver Schmidt i januar to års fængsel, men anklagemyndigheden havde anket med henblik på skærpelse.
Kravet var fire års fængsel, og to af landsrettens medlemmer ønskede da også at straffe manden med fængsel i tre år. Et flertal på tre dommere mente imidlertid, at en skærpelse på seks måneder var det rette.
Inkluderet i de to et halvt års fængsel er desuden en straf på syv måneder, som den dømte havde med sig fra en tidligere dom.
Skærpelsen skyldes blandt andet, at landsretten modsat byretten mener, at der var tale om egentlig vanvidssejlads. Af den grund blev den dømtes vandscooter også konfiskeret.
Det var om aftenen 6. maj 2017, at den unge stilladsarbejder bragede ind i båden med gruppen af kvinder, der alle var udvekslingsstuderende fra USA.
Både Leah Bell fra delstaten Louisiana og Linsey Malia fra Massachusetts blev 21 år. De resterende ombordværende overlevede, men flere blev kvæstet.
Efter ulykken flygtede Frederik Oliver Schmidt og en gruppe kammerater på vandscootere til havnen i Brøndby.
Kort tid efter dukkede politiet op, og gruppen blev anholdt. I den forbindelse erkendte manden sig skyldig, og det har han fastholdt sagen igennem.
- Han har hele tiden tilkendegivet, at han tager den straf, han får. Han er bare lettet over, at det nu er slut, siger forsvarer Jane Ranum.
Under sagen har senioranklager Rikke Jensen påpeget, at den nu dømte i minutterne forud for kollisionen foretog en stribe hasarderede handlinger.
Blandt andet sejlede han på et tidspunkt med stor fart direkte mod en speedbåd. Først i allersidste sekund undveg han, så de ombordværende blev oversprøjtet af vand.
- Vi tænkte hver gang: "Shit, nu går det galt", har et kvindeligt vidne tidligere sagt.
Det er også kommet frem, at de unge vandscooterførere sejlede fire-fem gange hurtigere end tilladt, og at de tilsyneladende ignorerede henstillinger fra andre i havnen, hvor sejlads med vandscooter i øvrigt er forbudt.
Af den grund er senioranklager Rikke Jensen også tilfreds med, at landsretten har skærpet straffen for det uagtsomme dobbeltdrab.
- Som mor og borger i den her by håber jeg, at det sender et kraftigt signal om, at man ikke skal sejle på vandscooter i en havn. Det er en farlig maskine, som hører til langt væk fra bløde trafikanter, siger anklageren.
Den dømte havde inden sejladsen intet førerbevis til vandscooter. Den store maskine var helt ny, og han havde blot få minutters erfaring bag sig, da han den skæbnesvangre aften bragede ind i Københavns havn med høj fart.
Ud over fængselsstraffen og konfiskationen af vandscooteren har Østre Landsret besluttet, at flere af de overlevende kvinder skal have erstatning for de skader, som de pådrog sig i ulykken.
/ritzau/