Det blev den 27-årige stewardesse Anja Nynne, der som den første måtte se "X Factor"-drømmen blive knust, da hun blev stemt ud fredag aften.
- Overraskende nok er jeg rimelig cool med det. Det har selvfølgelig været super fedt at være med, men det har også været et kæmpe pres. Selvom jeg gerne ville have fortsat, så er jeg på en måde også klar til at vende tilbage til mit virkelige liv, siger Anja Nynne, der måtte kæmpe mod det unge talent Oliver i farezonen.
At det var hende, der røg ud, synes hun dog ikke var helt efter bogen.
- Jeg synes, det er en smule uretfærdigt. Jeg synes ikke, jeg var den dårligste. Det er ikke for at sige noget dårligt om de andre, men jeg kan synge, siger hun.
Hun peger selv på, hvad hun mener, det var, der gjorde, at seerne ikke var med hende.
- Det er spillets regler, at det også er en popularitetskonkurrence, og det er jeg nok røget på. Det er skide åndssvagt, men jeg har vidst, siden jeg meldte mig til, at det er 50 procent, hvordan man synger og 50 procent, hvad folk synes om en, siger hun.
- Jeg tror, jeg måske er en tand for meget for nogen. Der hersker utroligt meget jantelov i det her land, siger hun.
Nu glæder hun sig til at vende tilbage til jobbet som stewardesse og alt det, der har været nedprioriteret den seneste tid.
- Jeg glæder mig til at se mine venner og kysse min hund, siger hun.
"X Factor" sendes hver fredag på DR1.
/ritzau/