Det var den dræbtes 16-årige datter og hendes 29-årige ven, der 8. oktober 2015 dræbte 40-årige Tine Rømer Holtegaard med over 20 knivstik, mens hun lå og sov i sin seng i Kvissel i Nordjylland.
Det har et enigt nævningeting i Vestre Landsret torsdag slået fast, og den har dermed stadfæstet byrettens dom fra sidste år, som både pigen og manden valgte at anke.
Byrettens dom lød på 9 års fængsel til pigen, og manden blev idømt 13 års fængsel og udvisning af Danmark.
Manden erkendte inden retssagen i byretten at have begået drabet, men under afhøringen af ham i retten nægtede han sig skyldig. Han forklarede, at han kun havde erkendt på grund af frygt for repressalier fra en bande.
Den dengang 15-årige pige foregav i et 112-opkald at give moren hjertemassage i soveværelset på første sal.
- Please skynd jer, please skynd jer. Der er blod over det hele. Det er blod ud over det hele, sagde den grædende pige i telefonen. I virkeligheden befandt hun sig i husets atelier i stueetagen.
Den 25. september sidste år, 13 dage inden drabet fandt sted, blev der desuden foretaget to google-søgninger fra en computer, der tilhørte den 29-årige iraker.
Der søgtes efter "hvad sker der, efter forældre er døde" og "forældremyndigheden statsforvaltningen".
Ydermere gav de to skiftende og til tider utroværdige forklaringer i retten.
Strafudmålingen finder sted senere torsdag.
/ritzau/