Den danske landsholdsspiller i fodbold Lasse Schöne har underskrevet en treårig kontrakt med den hollandske storklub Ajax Amsterdam.
Offensivspilleren tiltræder til sommer fra en anden hollandsk klub, NEC Nijmegen, som han forlader på en fri transfer.
I den hollandske mesterklub, som er på vej mod endnu et mesterskab i denne sæson, bliver Lasse Schöne holdkammerat med landsholdskollegerne Christian Eriksen og Nicolai Boilesen.
25-årige Lasse Schöne skiftede allerede som 16-årig til hollandsk fodbold, da han forlod Lyngby til fordel for Heerenveen. Her slog han ikke til, men det gjorde han i De Graafschap og sidenhen i NEC Nijmegen.
Schöne har scoret 10 mål for Nijmegen i denne sæson, og på landsholdet er han noteret for ni kampe og to mål. Han er ofte i skyggen af netop Christian Eriksen, da begge spillere trives bedst i positionen lige bag angriberne.
Det er ventet, at Lasse Schöne bliver udtaget til sommerens EM-slutrunde i Polen og Ukraine.