Konflikten omkring den danske angriber Nicklas Bendtners skade forsætter.
Nu svarer Bendtners klubhold igen på den kritik, som den danske holdlæge Jens Bangsbo har fremført. Han kritiserede klubbens håndtering af angriberens lyskenskade, som Bendtner pådrog sig, da han kørte ind i et vejtræ i sin sportsvogn.
Bangsbo kritiserer specielt Arsenals brug af smertestillende medicin, da den kan være med til at forværre en skade ved at sløre kroppens faresignaler.
Men London-klubben afviser blankt kritikken.
"Ved specielle lejligheder er det ikke usædvanligt, at elitespillere tager paracetamol eller antiinflammatorisk medicin i timerne før en kamp. Det medicinske hold ville på intet tidspunkt maskere smerte fra en betydelig skade eller bruge medicin, som ville forværre skaden," fortæller Arsenal til Jyllands-Posten.
Klubben meddeler, at de seneste udmeldinger fra den danske landsholdlejr derfor skuffer dem meget, da de mener at gøre alt for at sikre deres spilleres helbred.
Den danske holdlæge mener ikke, at Arsenal lever op til, hvad man kan forvente af en storklub, da de ikke informerede landsholdet om Bendtners sande tilstand.