Det skal være dyrere for landmændene at sprøjte med pesticider, der forurener meget, og billigere med de sprøjemidler, der forurener mindre.
Sådan lyder meldingen fra miljøminister Ida Auken (SF), efter at det er kommet frem, at landbrugets sprøjtemidler skader miljøet langt mere end ventet.
De nye afgifter bliver modtaget positivt af landmændene.
"Vi vil gerne have afgifterne skruet sammen på en måde, så de mest miljøbelastende midler får den største afgift, og dem, der belaster miljøet mindst, får den laveste afgift," siger Niels Jørgen Pedersen, formand for Landbrug & Fødevarer.
Hidtil har afgiften været på, hvor meget man sprøjter.
Niels Jørgen Pedersen kalder den bebudede afgiftsændring for "en intelligent måde at regulere på".
"Naturen og miljøet er det, vi lever af i vores erhverv, så det er den rigtige vej at gå," siger han.
Til gengæld er Landbrug & Fødevarer bekymrede for, at de samlede afgifter samtidigt vil stige.
Regeringen har tidligere oplyst, at afgifterne samlet set kommer til at stige fra cirka 500 millioner kroner til 650 millioner kroner.
"Skatter og afgifter er ikke godt for et eksporterhverv, det er ikke godt for arbejdspladser, og det er ikke godt for konkurrenceevnen for Danmark," siger Niels Jørgen Pedersen.