Landmændene sukker og mærker på pengepungen, efter de har læst regeringens energi-plan.
Regeringen sender finansieringen af den dyre plan videre til virksomhederne i form af højere og flere afgifter.
Ifølge erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer sender udspillet en regning til virksomhederne i form af højere og flere afgifter.
Ifølge egne beregninger kommer energi-udspillet til at koste landbrugs- og fødevareerhvervet op til en halv milliard kroner, hvis regeringens plan føres ud i livet.
"Regeringens udspil er en kæmpe skuffelse for landbrugs- og fødevareerhvervet. I stedet for bedre vækstmuligheder, er der lagt op til at pålægge virksomheder og erhvervsdrivende afgifter, der ikke skaber vækst, men derimod vil koste job og konkurrenceevne," siger direktør i Landbrug & Fødevarer Claus Søgaard-Richter.
Han håber inderligt, at regeringen står ved, at det er et udspil og vil lytte til "fornuftige argumenter". Landbruget ser problemer med vindenergi, fordi det ikke kan oplagres som med batterier. Derfor mener de, at Danmark skal fokusere på biogas, fordi det netop kan lagres.
"Bioenergi er ikke bare en væsentlig del af løsningen på verdens klimaproblemer. Det er også en sektor, der kan skabe job i Danmark," siger han.
Opfører man 15 biogasanlæg årligt, vil det ifølge 3F og Det Økologiske Råd skabe 2.700 midlertidige job i otte år og derudover op mod 3.500 permanente jobs. En satsning på andengenerations bioethanol vil kunne skabe 4.000 job.
"Desværre ser det ud til at det bliver konsekvensen af regeringens energiudspil, der langt hen ad vejen glemmer bioenergien og fokuserer på vindmøller som fremtidens energikilde," siger direktør i Landbrug & Fødevarer Claus Søgaard-Richter.
Regeringen fremlægger fredag energi-udspillet "Vores energi", hvor målet er udelukkende strøm fra vedvarende energi i 2050.