Lance Armstrong og kæresten Anna Hansen oplyser, at de venter barn til juni næste år.
Hvis barnet bliver født til terminen bliver Lance Armstrong dermed far for fjerde gang - midt i forberedelserne til sit comeback til verdens hårdeste cykelløb Tour de France, der køres fra 4. til 26. juli. 2009.
Armstrong, der har vundet etapeløbet uovertrufne syv gange, meddelte tidligere i år til cykelverdenens store overraskelse, at han i en alder af 37 år vender tilbage til løbet i 2009 for at skabe opmærksomhed omkring kræft.
Nu bidrager nyheden om kærestens graviditet yderligere til myterne om Lance Armstrongs fysiske formåen.
Det er nemlig modsat tidligere lykkedes Lance Armstrong at besvangre sin kæreste uden nogen form for hjælp.
I 1996 gennemgik Armstrong omfattende kemo- og stråleterapi og operationer, efter hans kræftsygdom havde spredt sig fra testiklerne til hjernen, lungerne og maven.
Da han efterfølgende fik tre børn med sin daværende hustru Kristin Richards var det ved hjælp af de sædceller, som han havde fået frosset ned før kræftbehandlingen.
Efter diagnosen gav lægerne ham under 50 procents chance for at overleve.
Nu siger kræftlægen Sanjay Gupta til CNN, at graviditeten betyder, Lance Armstrongs krop er helet efter behandlingen."
"Dette er meget lovende for overlevende efter testikelkræft. Det betyder, at hans krop er helet efter kemoterapien og operationerne."