Ifølge en intern rapport, som er kommet Jyllands-Posten i hænde, hærger et massivt kokainmisbrug nationalscenens balletkompagni.
De beskyldninger bliver dog blankt afvist fra teatrets ledelse. Læs forsvaret i dets fulde længde nedenfor.
Teaterchef Erik Jacobsen skriver i en pressemeddelelse:
"Det er korrekt, at vi har haft en ekstern konsulent ansat i Den Kongelige Ballet. Vedkommende - der ikke længere er tilknyttet teatret - har skrevet en intern rapport til ledelsen på teatret med en række påstande om stofmisbrug og samarbejdsproblemer.
De viderebragte rygter om stofmisbrug er ikke underbyggede og kan ikke verificeres.
Teatrets ledelse har undersøgt sagen og finder, at påstandene er grundløse. Teatret har en fast misbrugspolitik, og som en del af personalepolitikken er en psykolog og misbrugskonsulent tilknyttet, som medarbejderne på anonym basis eller efter opfordring fra ledelse eller kolleger kan henvende sig til.
Ballettens ledelse har generelt stor fokus på sundhed og ernæring. Herudover er der sat en række initiativer i gang som opfølgning på konsulentrapportens beskrivelser af samarbejdet i balletten.
I øvrigt har en hård og succesrig 4-ugers turné i USA været den bedste teambuilding for ballettens dansere, man kunne tænke sig. En turne som samtidig har fastslået Den Kgl. Ballets placering i den internationale balletelite. At komme i den internationale elite fører på ballettens som på alle andre områder til en utrolig stor indsats, høje omkostninger, afsavn og megen usikkerhed om egen formåen. Jeg mener, Den Kongelige Ballets dansere til fulde lever op til dette og har bevist deres værdi. Derfor fortjener de ikke denne anonyme mistænkeliggørelse.
Det er urimeligt, at der på et useriøst grundlag viderebringes udokumenterede rygter om Det Kongelige Teaters medarbejdere - jeg har derfor ikke yderligere kommentarer."
Newspaq har forsøgt at få et opfølgende interview med Erik Jacobsen, dog uden held.