Til Madam Bunkeflod fra hendes hengivne H.C. Andersen
Tællelyset af H. C. Andersen
Det sydede og bruste, mens Ilden flammede under Gryden, det var Tællelysets
Vugge - og ud af den lune Vugge gled Lyset for[m]fuldendt, helstøbt, skinnende
hvidt og slankt det var dannet paa en Maade, som fik Alle, der saae det til at troe
at det maatte give Løvte om en lys og straalende Fremtid - og Løvterne, som Alle saae, skulde det virkelig holde og opfylde.
Faaret - et nydeligt lille Faar - var Lysets Moder og Smeltegryden var dets
Fader. Fra dets Moder havde det arvet sin blendende hvide Krop og en Ahnelse
om Livet; men fra / dets Fader havde det faaet Lysten til den flammende Ild, der engang skulde gaae det igjennem Marv og Been - og "lyse" for det i Livet.
Ja saadan var det skabt og udviklet, da det med de bedste, de lyseste
Forhaabninger kastede sig ud i Livet. Der traf det saa underlig mange Medskabninger
som det indlod sig med; thi det vilde lære Livet at kjende - og maaskee
derved finde den Plads, hvor det selv passede bedst. Men det troede altfor godt
om Verden; den brød sig kun om sig selv og slet ikke om Tællelyset; thi den kunde
ikke forstaae, til hvad Gavn det kunde være, og derfor søgte den saa at bruge det
til Fordeel for sig selv og toge forkeert fat paa Lyset, de sorte Fingre satte større
og større Pletter paa den reene Uskyldsfarve; denne svandt efterhaanden ganske
bort og blev heelt tildækket af Smuds / fra Omverd[e]nen, der var kommet i altfor
svær Berøring med det, meget nærmere end Lyset kunde taale, da det ikke havde
kundet skjelne Reent fra Ureent, - men endnu var det i sit Inderste uskyldig og
ufordærvet.
Da saae de falske Venner, at de ikke kunde naae det Indre - og vrede kastede de Lyset bort som en unyttig Tingest.
Men de[n] ydre sorte Skal holdt alle de Gode borte, - de vare bange for at smittes af den sorte Farve, for at faae Pletter paa sig, - og saa holdt de sig borte.
Nu stod det stakkels Tællelys saa ene og forladt, det vidste hverken ud eller ind. Det saae sig forstødt af det Gode og det opdagede nu, at det kun havde været
et Redskab til at fremme det slette, det følte sig da saa uendelig ulyksalig, fordi
det havde tilbragt dets Liv til ingen Nytte, ja det havde maaskee endogsaa sværtet
det Bedre i sin Omgang -, det kunde ikke fatte, hvorfor eller hvortil det egentlig /
var skabt, hvorfor det skulde leve paa Jorden - og maaskee ødelægge sig selv og andre.
Meer og meer, dybere og dybere grublede det, men jo meere det tænkte, desto større blev dets Mismod, da det slet ikke kunde finde noget Godt, noget virkeligt
Indhold for sig selv - eller see det Maal, som det havde faaet ved dets Fødsel. - Det var ligesom det sorte Dække ogsaa havde tilsløret dets Øine.
Men da traf det en lille Flamme, et Fyrtøi; det kjendte Lyset bedre, end Tællelyset kjendte sig selv; thi Fyrtøiet saae saa klart - tværs igjennem den ydre Skal
- og der inden for fandt det saa meget Godt; derfor nærmede det sig til det, og lyse Formodninger vaktes hos Lyset; det antændtes og Hjertet smæltede i det.
Flammen straalede ud - som Formælingens Glædesfakkel, Alt blev lyst og klart rundt omkring, og det oplyste Veien for dets Omgivelser, dets sande Venner - og med Held søgte de nu Sandheden under Lysets Skue.
Men ogsaa Legemet var kraftigt nok / til at nære og bære den flammende Ild. - Draabe paa Draabe som Spirer til nyt Liv trillede runde og buttede ned ad stammen og dækkede med deres Legemer - Fortidens Smuds.
De vare ikke blot Formælingens legemlige men ogsaa deres [a]andelige Udbytte.
Og Tællelyset havde fundet dets rette Plads i Livet - og viist, at det var et
rigtigt Lys, som lyste længe til Glæde for sig selv og dets Medskabninger -
H.C. Andersen.
Manuskriptet "Tællelyset" blev fundet i efteråret 2012 på Landsarkivet i Odense af slægtsforskeren Esben Brage.
Som barn besøgte H. C. Andersen hyppigt præsteenken madame Bunkeflod, som boede i en stiftelse nær hans barndomshjem. Hun fik stor betydning for hans lyst til at digte, og hans tro på at han kunne.
/ritzau/