Socialdemokraterne og SF vil styrke dansk økonomi ved fire skridt frem til 2020.
Det sker med planen "Fair Løsning 2020", som Newspaq har fået indsigt i.
Først skal økonomien genstartes ved at fremrykke offentlige investeringer for 10 mia. kr., og alle nye maskiner i virksomhederne skal kunne afskrives fuldstændig i 2012. Det sidste vil øge de private investeringer med mindst ni mia. kr. til næste år.
Derefter skal der styr på indtægterne. Så det er slut med skattelettelser, som oppositionen mener er ufinansieret. Det giver godt syv mia. kr.
Tredje led i den røde plan er en effektiv offentlig sektor, hvor budgetterne kun må stige med 1,4 procent frem til 2015.
Sidste trin er de meget omtalte trepartsforhandlinger, hvor danskerne skal arbejde og uddanne sig mere. Oppositionen holder fast i, at hver dansker skal arbejde 12 minutter ekstra om dagen, hvilket sammenlagt vil indbringe 15 mia. kr. i kassen.
Oppositionen vil også bruge 500 mio. kr. på at nedbringe antallet af lukkedage i landets børneinstitutioner og lægger desuden op til, at hele tilbagetrækningsreformen skal rulles tilbage, hvis S og SF får flertal efter et valg - sammen med Enhedslisten.
S og SF fremlægger "Fair Løsning 2020" klokken 13.00.
Du kan allerede nu læse alle detaljerne i planen.
Læs her hele planen fra oppositionen.