Socialdemokraterne og SF har netop nu lanceret en plan for, hvordan de vil styrke dansk økonomi med 47 milliarder kroner i 2020. Planen er en direkte udfordring til regeringens økonomiske plan.
I alt er de to oppositionspartier nødt til at finde 74,6 milliarder kroner i kassen, fordi de også vil bruge penge, som ikke direkte gavner regnskabet.
Hvis det skal se godt ud på bundlinjen i 2020, må Helle Thorning-Schmidt (S) og Villy Søvndal (SF) derfor finde godt 20 milliarder mere end regeringen i 2020.
Tidligere kom det frem, at S og SF vil lægge hæren, søværnet og flyvevåbnet sammen til en fælles operativ kommando. Det giver ifølge de to partier to milliarder kroner ekstra i kassen om året fra 2015.
De bliver dog næsten brugt med det samme, fordi S og SF vil spendere 1,5 milliarder kroner på terrorbekæmpelse. I stedet for kampfly og soldater skal pengene gå til demokrati i Mellemøsten og Nordafrika som et supplement af ulandsbistanden.
Samtidig vil Helle og Villy give landets virksomheder gratis lån fra staten, hvis de bruger pengene på forskning og udvikling. Lånet skal være en håndsrækning til nystartede virksomheder, som ofte kæmper de første år.
Der skal ifølge oppositionen også være mere konkurrence blandt banker. Derfor skal de to offentlige pengetanke, ATP og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kunne drive bank efter almindelige regler.
Arbejdsløse mellem 30-60 år skal også kun være jobsøgende i seks måneder, før de skal tvinges i aktivering, hvis det står til S og SF. I dag kan de arbejdsløse gå i ni måneder, før de bliver ramt af aktiveringen.
S og SF's 2020-plan:
Trepartsforhandlinger om længere arbejdsdag: 15 mia.
Højere skatter: 17,7 mia.
Flere unge får en uddannelse: 4,8 mia.
Fastfrysning af visse skatter: 7 mia.
Udskydelse af lettelser i topskatten: 2 mia.
Fremrykning af skat på pension: 10,9 mia.
Strukturel ledighed ned på 90.000: 3 mia.
Nedskæringer hos militæret: 2 mia.
Flere indvandrere i arbejde: 2,5 mia.
Effektivisering af den offentlige sektor: 9 mia.