Landsholdspiller Lærke Møller skal lægge harpiksbolden fra sig i et helt år, ellers risikerer den blot 23-årige FC Midtjylland-spiller, at karrieren er ødelagt for bestandig.
Sådan lyder beskeden fra topspillerens fysioterapeut, Lisa Thomey, som har behandlet den konstant skadede Lærke Møller i næsten fire år, skriver Jyllands-Posten.
"Jeg vil have hende ud i et helt år. Væk fra håndbold, så vi kan bygge hendes krop op fra nul til hundrede. Jeg har snakket med sundhedsstaben på landsholdet og i FC Midtjylland. Jeg fornemmer en positiv holdning til mit forslag," siger Lisa Thomey til avisen.
For øjeblikket er Lærke Møller skadet i sin højre arm og i venstre knæ. Tidligere har hun fået revet akillesenen over i samme knæ, hvor knæskallen nu smutter ud af led fra tid til anden.
"Hvis hun ikke bliver bygget op, så kan man sætte et punktum og et udråbstegn ud for hendes karriere. Og det har jeg også sagt til hende," lyder den barske besked fra Lisa Thomey, som ikke blot vil pille Lærke Møller ud af træningsanlægget med øjeblikkelig virkning, men også udelukker, at Møller kan spille under OL.
Landstræner Jan Pytlick er ærgerlig over at miste sin centrale landsholdsspiller.
"Jeg bakker hundrede procent op om den beslutning, som Lærke og eksperterne kommer frem til. Men det er lidt for dystert at sige, at hendes karriere er i fare. Sådan opfatter jeg det ikke. Men hvis hun nu begynder for tidligt og igen kommer ind i en periode med skader, så indrømmer jeg gerne, at jeg også frygter for hendes karriere," siger Jan Pytlick.
Jyllands-Posten har ikke haft mulighed for at tale med Lærke Møller selv.
Kilde: Jyllands-Posten