I dag blev der sat et punktum i sagen, hvor en far blev idømt seks måneders ubetinget fængsel for at have overfaldet sin datters lærer på Abildgårdskolen i Vollsmose tilbage i oktober.
Og dommen er helt berettiget, mener formanden for Danmarks Lærerforening:
"Jeg synes selvfølgelig, at det er helt nødvendigt, at et så groft overfald bliver straffet. Det er klart, at domstolene skal markere, at det er helt uacceptabelt, at en lærer der forsøger at gøre det bedste for at passe sit arbejde, bliver udsat for sådan et overfald. Det slipper man ikke ustraffet fra," siger formand for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Newspaq.
Og selvom overfaldet, hvor faderen blandt andet slog, spyttede og bed læreren i øret - angiveligt fordi han skulle have lagt hånd på den nu dømte mands datter, er et groft tilfælde, er det stadig en stigende tendens i klasselokalerne landet over.
"Et overfald af denne karakter er heldigvis meget sjældent, men det er klart, at den stigning, der generelt er i samfundet med, at folk agerer uhensigtsmæssigt, den oplever vi også i skolen. Skolen er på godt og ondt et spejlbillede af samfundet - sådan vil det altid være," siger Anders Bondo Christensen.
Han understreger, at episoden er et enestående tilfælde med hensyn til den grove vold, men da der var tale om fuldstændig og umotiveret vold, er det noget, der berører kollegaerne på Abildgårskolen rigtig meget.
"Det var en helt forudsigelig begivenhed, der fandt sted, og netop det gør det bare ekstra chokerende - for hvem kan så ikke komme ud for det?," siger Anders Bondo Christensen.