Mere end 10 dage om året. Så mange gange er de danske folkeskolelærere i gennemsnit fraværende, og det afstedkommer stor kritik. Fra eleverne. Sådan skriver Jyske Vestkysten søndag.
"Det er for dårligt og overhovedet ikke godt nok. Jeg hører rigtig ofte fra elever, at deres timer er aflyste, fordi lærerne ikke kommer. Det er spild af vores tid," siger formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, til avisen.
Hos Danmarks Lærerforening vækker medlemmernes store mængde sygdom også bekymring. Her lyder der dog ikke kritik af de fraværende lærere, men i stedet bekymring. Årsagen angives til at være hårdt psykisk arbejdsmiljø.
"Og så vil jeg understrege, at ingen lærere ønsker at være syge eller fraværende. Tværtimod. Lærerne får dårlig samvittighed over ikke at møde op, fordi de gerne vil give eleverne den undervisning, som de har krav på," siger formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen, til Jyske Vestkysten.
Eleverne selv er mindre fraværende end deres mentorer. Ni gange om året i gennemsnit giver poderne ikke møde i klassen.