Læreren skal være til rådighed om aftenen

Lærere skal være der, når eleverne behøver det, og det er også om aftenen, siger elever og lærere.
Foto: Colourbox

Fremtidens lærer skal være nemmere at komme i kontakt med, når eleverne har brug for det - også efter fyraften. En løsning kan for eksempel være netchatting.

Sådan lyder det fra Danske Skoleelever efter de seneste dages debat om lærernes arbejdstid, hvor politikere kræver mere tid til at undervise og mindre tid på forberedelse.

- Læreren skal være tilgængelig, når eleverne har brug for det - blandt andet i chatfora, sms'er eller hvad læreren nu aftaler med sin klasse er den bedste løsning, forklarer formand, Vera Rosenbeck.

Danske Skoleelever foreslår for eksempel netchatting, så eleverne nemmere kan komme i kontakt med deres lærer. På den måde låser man ikke lærernes arbejdstimer fast på skolen, lyder det.

Vera Rosenbeck understreger, at det handler om at sørge for, at læreren er tilgængelig, når eleverne har brug for det, og ikke når politikerne synes, de har brug for det.

- Hvis ønsket er at øge fagligheden, gøre det lettere at komme i kontakt med læreren, og søge hjælp, så er løsningen ikke at tvinge lærerne til at være på skolen fra 8-16, for der er eleverne alligevel optaget af fritidsjob, venner og sportsaktiviteter, forklarer hun.

Og den holdning bakkes op af formanden for Danmarks Lærerforening, Anders Bondo Christensen.

- Man skal undervise nogle elever i nogle fag, og hvordan man gør - om det er på denne måde ved at stå til rådighed en aften, om man tager på ekskursion eller noget helt tredje - det er der afregnet for som en mulighed i vores aftale med KL, forklarer han.

Han understreger, at den nuværende aftale netop ikke laver en masse firkantede regler. Læreren har en undervisningsopgave med et fag og nogle elever, men resten - især hvordan man gør det - er op til læreren, eleverne og skoleledelsen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.