Er det elevernes behov eller skolens økonomi, der afgør, hvilken støtte et barn med særlige behov kan få i folkeskolen?
Det kan Lynne Gilberg nogle gange blive i tvivl om.
Hun er lærer på en folkeskole i Roskilde og har undervist elever med diagnoser som ADHD og autisme i almindelige folkeskoleklasser.
- Selvom eleverne havde massive problemer både socialt og fagligt, og selvom det kan være en stor udfordring for resten af klassen at rumme dem, så har jeg tidligere fået at vide af en leder, at 'den elev får du ikke på specialskole, for det er for dyrt', fortæller hun.
Lynne Gilberg er en af de 4.291 lærere, der i en ny undersøgelse svarer, at inklusionseeleverne ikke får den særlige støtte, de har behov for. Det er 82 procent af lærerne, der deler den opfattelse.
Inklusion eller opbevaring?
Mange gange lykkes det at inkludere elever med eksempelvis ADHD og autisme i de almindelige klasser, understreger Lynne Gilberg. Men andre gange minder det mere om opbevaring end inklusion, oplever hun.
- Og hvem gavner det så? Hvis det skal lykkes, kræver det en omstrukturering af hele den måde, vi laver skole på. Hvis der er to inklusionsbørn i en klasse, burde der maksimalt være 20 elever i klassen, for det giver selvfølgelig færre ressourcer til de andre børn. Jeg tror også, at man kunne komme langt med to lærere i klassen, hvoraf den ene har en særlig viden om ADHD og autisme, foreslår hun.
Når børn med diagnoser ikke trives i de almindelige klasser, kan det få store konsekvenser for såvel børn som voksne. I halvdelen af de sager, hvor Arbejdstilsynet sidste år gav almindelige folkeskoler et påbud for vold, forklarede lærerne og skolelederne, at voldsepisoderne udspringer af, at de har svært ved at inkludere de mange børn med særlige behov og diagnoser som ADHD, Autisme og Tourette Syndrom.
Der kan da også være børn, der har bedre af at få et specialtilbud, mener Lynne Gilberg.
- Men det er svært, nu hvor det er blevet skolen selv, der skal betale for det, hvis en elev skal på specialskole, siger hun.
Kommunernes Landsforening bekræfter, at det i nogle kommuner er den folkeskole, som eleven går på, der skal betale hele regningen for at få eleven på specialskole og betale for hele elevens skolegang på specialskolen, hvis det bliver vurderet, at eleven ikke kan inkluderes på folkeskolen.
I andre kommuner er der en central pulje, der betaler for specialtilbudene, og andre kommuner igen har en kombination af de to modeller.
Hvor bliver pengene af?
Da det i 2012 blev besluttet, at flere elever med særlige behov skulle inkluderes i de almindelige folkeskoleklasser, var det meningen, at pengene fra specialområdet skulle følge med eleverne over på de almindelige folkeskoler. Men det mærker Lynne Gilberg ikke noget til.
- Jeg oplever, at der kommer flere børn med særlige behov. Men jeg oplever ikke, der er kommet flere ressourcer til de elever, der har det svært, siger hun.
Derfor er det en kamp at få tildelt ressourcer til sine elever.
- Jeg kan godt føle, at jeg kæmper mod de andre lærere om at få støtte. Hvis jeg banker i bordet og siger, at jeg skal altså have støtte til det her barn, så ved jeg, at det går fra nogle andre børn, der så ikke får den støtte, som de har fået tildelt, siger hun.
Når Lynne Gilberg får tildelt støtte til sine elever, er det ikke altid den støtte, hun havde bedt om, fordi ressourcerne er knappe. Og andre lærere søger om støtte flere gange uden at få det.
- Jeg oplever tit, at jeg ikke synes, at støtten er tilstrækkelig. Det, der bliver tilbudt, er for eksempel reduceret skoledag. Det kan godt være det rigtige for det enkelte barn, men nogle gange kan jeg godt mistænke, at det faktisk drejer sig om, at vi ikke har ressourcer til at gøre noget for det her barn, siger hun.
Læs hele Avisen.dk' tema om vold mod folkeskolelærere her.