Allerede i de ældre klasser af folkeskolen bliver måske kommende terrorister hvervet. 34 af 63 uddannelsesvejledere i København har set tegn på radikalisering hos unge.
Men det skal lærerne nu være med til at sætte en stopper for.
Derfor har Københavns Kommune taget initiativ til programmet VINK (Viden INklusion København), hvor lærere kan få kurser og vejledning i, hvordan de bremser rekrutteringen. Her bliver de rådgivet i, hvilke tegn, de skal være opmærksomme på, hvis de unge er på vej mod radikalisering.
"Der er et behov blandt vore medarbejdere for at få rådgivning," siger Københavns Kommunes integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) til Jyllands-Posten.
På gymnasiet Metropolitanskolen på Nørrebro opsøges de muslimske elever i skolegården af hverve folk fra rabiate islamistiske bevægelser. Også på Blågards Skole er de ekstremistiske grupper særdeles aktive.
"Jeg har kendt indtil flere elever, som er gået ind i Hizb ut-Tahrir i 8. eller 9. klasse og sender sms'er med opfordringer til møder," siger Frank Steffensen, der er klasselærer i 9. klasse.
Lærerne skal rapportere mistænkelig adfærd lokalt, men hvis der er tale om en særlig risiko, så skal Politiets Efterretningstjeneste ind i sagen.