En yderst kedelig udvikling for landet sygeplejeskoler og seminarier er vendt i København.
Flere vil nemlig igen være lærere, sygeplejersker og sagsbehandlere.
Alene på Professionshøjskolen Metropol i København er der 72 procent flere ansøgere til læreruddannelsen i forhold til sidste år og 61 procent fremgang i ansøgningen til uddannelsen til socialrådgiver, skriver Politiken.
"Ansøgerne til disse uddannelser vil gerne være med til at hjælpe børn til at blive bedre i skolen og hjælpe de svage i samfundet," siger Stefan Hermann, der er rektor på Professionshøjskolen Metropol.
Også sygeplejerskeuddannelse er igen populær. 15 procent flere har søgt ind i år.
Nyheden om de unges mod på job i det offentlige kommer på en dag, hvor Berlingske Tidende kan afsløre, at der formentlig er flere hospitalsfyringer på vej i Region Hovedstaden.
Værst ser det ud på Hvidovre Hospital. Her ventes underskuddet for 2009 at blive næsten fordoblet til 130 mio. kroner.
"Der vil både komme flere afskedigelser og stillingsreduktioner. Vi har forsøgt at producere os ud af det, men det er ikke lykkedes," siger direktøren på Hvidovre Hospital, Torben Ø. Pedersen, til avisen.
I Hvidovre har 225 allerede mistet jobbet. Yderligere 150 frygtes at kunne stille sig op i den samme kø inden længere.