Gymnasielærerne giver ofte karakterer i blinde, fordi de ikke har styr på, hvem der er hvem i klasserne.
Det viser en undersøgelse, som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning har lavet for 24timer omkring skoleårenes første standpunktskarakter omkring 1. november.
To ud af tre gymnasielærere kan ikke alle elevernes navne så tidligt på skoleåret. Og to ud af tre elever oplever at blive forvekslet med en anden.
- Det underminerer hele karaktersystemet, men det går også ud over kvaliteten af undervisningen, at så mange lærere ikke kan navnene. Frafaldet stiger, hvis eleven føler sig glemt i systemet, siger Bjarke Dahl Mogensen, formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning.
Formanden for Gymnasie-skolernes Lærerforening, Gorm Leschly, siger, det hænger sammen med, at det er blevet mere almindeligt at en lærer har over 200 elever.
Derimod tvivler formanden for Gymnasieskolernes Rektorforening, Peter Kuhlman, på pålideligheden af undersøgelsens resultat.